"Alle har en historie IV: Pædagogik med Freedom Writers" lader et væld af pædagogiske facetter udspringe af den kendte skole-film "Freedom Writers’ scener og handlinger". Der er både fokus på en almen tilgang til pædagogik og på Freedom Writer-metodikken, dels gennem de filmscener, der sættes til drøftelse, dels gennem foreslåede øvelser.
Det styrende princip i bogen er filmens scener og kronologi. Til hver afdeling af filmen knytter der sig oplæg til pædagogiske drøftelser primært rettet mod udsatte unge – og unge i al almindelighed – samt øvelser, der kan anvendes i mange forskellige undervisningssammenhænge.
Bogens målgruppe er først og fremmest studerende inden for de pædagogiske fagområder, samt professionelle, der arbejder med unge, uanset baggrund.
Torbjørn Ydegaard er kandidat i pædagogik, lektor ved University College Syd og uddannet Freedom Writer Teacher.