Enevælde og rationalisme 1650 - 1720

Hobbes argumenterede rationelt for enevælde: en frivillig kontrakt mellem suveræn og undersåtter skulle sikre det vigtigste af alt, den interne fred. Sådan var det gået til i Danmark, påstod Frederik III, medens Solkongen havde sin magt fra Gud. Begge var dog absolutte herskere, selv når det gjaldt folkets tro. Spinoza hævdede omvendt at det skulle være tilladt for enhver, både at mene, hvad han ville, og at sige, hvad han mente. Statens mål er ikke at holde mennesker i frygt, men at befri dem for frygt. Intet individ kan opgive sin ret til selv at drage omsorg for sin sjæls frelse, ifølge Locke, og Bayle mente at selv ateister kunne have samvittighed og moral. Den slags tanker om individuel frihed bredte sig, langsomt, og Newton og Rømer forskød endegyldigt jorden fra altets centrum. Heksebrændinger ophørte, men tortur og radbrækning fortsatte, under og efter barokkens højkultur.

Det danske kongehus' drøm om Bremen og Verden, og det svenske 'stormaktsväldet', kostede det danske rige dets bedste provinser (ifølge Molesworth), til gengæld blev tyrkerne standset ved Wiens porte. Tilbagekaldelsen af Ediktet fra Nantes jog endnu flere huguenotter ud af Frankrig, mens the Glorious Revolution satte en endelig stopper for stuarternes enevoldsdrømme.