Præsten i Vejlby og hans søn - ofre eller mordere?
Skyldig ved tre retsinstanser og frikendt af 17 præster
Entdecke diesen und 400.000 weitere Titel mit der Flatrate von Skoobe. Ab 12,99 € im Monat.
Beschreibung zu „Præsten i Vejlby og hans søn - ofre eller mordere?“
Præsten i Vejlby ved Grenaa, Søren Jensen Quist, blev i 1626 henrettet for at have dræbt sin kusk med en tinkande 19 år tidligere. Et øjenvidne til drabet forklarede, at præsten herefter ikke kunne tåle at se mordvåbenet, hvorfor han forærede tinkanden til sin søster. Præstefamilien fik med hjælp fra lensmanden og andre adelige på lokale herregårde retsopgøret udskudt i de mange år, hvorefter præsten blev dømt ved tre instanser.
I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 17 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold.
Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham.
Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter.
Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne?
Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.:
- Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed.
- Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner.
- Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen.
- Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter.
- Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.
I 1633-34 fik præstens søn sagen indbragt på ny for domstolene, hvor dommerne ved tre instanser nægtede at ændre dommen over præsten. Siden da har mindst 44 personer og heraf mindst 17 præster skrevet om præstens uskyld uden at gå ind i retssagernes indhold.
Hvis man vil kende sandheden, så vidt det er muligt, kan man vælge at gå i retsprotokollerne på Landsarkivet i Viborg og Rigsarkivet i København, hvor den virkelige historie er beskrevet. Man vil her kunne læse præstens overraskende svar, da han af en dommer blev spurgt, om han ville erklære sig skyldig, hvis det blev bevist, at søsteren havde fået en tinkande af ham.
Sønnen Peder lovede ved faderens henrettelse hævn, idet han skrev med blodskrift på et træsæde på tingstedet: "Det uskyldige Blod vi betaler". Peder fik gennemført sin blodhævn, så den kostede livet for de to hovedvidner og måske også for det ene hovedvidnes kone samt for delefogeden og dennes svigerdatter.
Myter om sagen blev skabt af præstesønnen og videreført fra slægt til slægt. Myterne fik ny næring gennem romanen fra 1829 af St. St. Blicher "Præsten i Vejlbye". Blicher solgte romanen på, at skrive, at beretningen "desværre! er alt for sand" f.s.v. angår "det Væsentligste af Historien". Tanken om det uskyldige offer for justitsmord virkede dragende på læserne, men har Blicher nogensinde set retsakterne?
Når myterne om de lutter gode mennesker i præstens familie skrælles af, er virkeligheden bl.a.:
- Broderen Rasmus truede øjenvidnet til tavshed.
- Konen tilbød bestikkelse til foged, lægdommere og vidner.
- Søsteren, fasteren og fætteren forsøgte forgæves at skaffe præsten et alibi på mordaftenen.
- Sønnen Peders hævn kostede livet for de to hovedvidner og det samme gælder måske også for det enes hovedvidnes kone samt delefogeden og dennes svigerdatter.
- Sønnen Christoffer prædikede på kirkegården i Albøge i protest mod afslag på ansøgning om præsteembede og blev sidenhen skudt af svenske soldater på Anholt.