Frem over Ruinerne af dekadente Moralsystemer, over rådnende Samfund og over falske Værdiers sønderknuste Tavler går Vejen til Frembringelse af den største og fuldkomneste Type. Ikke en Gud, ti alle Guder er »kun Digterlignelse og Digtertilsnigelse«, »kun Menneskeværk og Mennesker selv som alle andre Mennesker«. Det er Overmennesket, der skal være Livets og Jordens fjærneste Mål: »ikke Menneskeheden, men Overmennesket er Målet!« Det højeste Menneske med den mest omfattende Kærlighed, den dybeste Erkendelse, den største Hårdhed - »Fremtidens Lovgiver«, der bestemmer Værdierne for Årtusinder. Det fuldkomment vellykkede Menneske - ingen »Helgen«, heller ingen »Heros« i Carlyles Stil, »nærmere ved Cesare Borgia end ved Parcifal.« Fuld af Håb varsler Nietzsche, at et sådant Menneske en Gang vil komme: »En Gang, i en stærkere Tid end denne rådne, selvfortvivlende Nutid, må han komme til os, det forløsende Menneske med den store Kærlighed og den store Foragt, den skabende Ånd...