Kim Gørtz synes her at tilstå og også indse at man aldrig er den samme, hvorved at det stilistiske greb omkring pseudonymitet viser sig at være af mere eksistentiel art, og måske i virkeligheden behæftet med en måde at blive til på.
Således bliver Claus Falkenberg, Lars-Erik Berkowich og Jonathan Lee blot til et spil kegler i K. Gørtz' egen forbitrede forsøg på at skabe en identitet og en tilværelse samt et novelle-univers hvor transformations- og skizo-økonomien kan være og forblive dominerende.
... og hvad angår hele gåden, balladen og krimien kommer vi sådan set bare frem til at vi er skabt af noget større end os selv...
and who cares...