Martin Luthers skrift fra 1533 behandler et emne, han har haft oppe at vende flere gange. Det drejer sig om den såkaldte »private messe«, som er det, der foregår i den katolske kirke, når en præst ofrer Jesu legeme og blod til Gud uden at menigheden er til stede. Deraf ordet »privat«. I stedet for at nadveren uddeles til menigheden sker der altså her i privatmessen kun en ofring af nadverelementerne til gavn for levende og døde.
Denne messeform tager Luther stærkt afstand fra, da den dels er nyopfunden og dels er i klar modstrid med Kristi indstiftelse, hvor nadveren rækkes de tilstedeværende til trøst og styrkelse.
I forbindelse med denne ugudelige praksis tager Luther så også stilling til spørgsmålet om, hvad disse katolske messepræster egentlig bliver indviet og ordineret til. Og da deres eneste opgave er at foretage disse private ofringer (som folk betaler for), må Luther konkludere, at det ikke er en kristen ordination. Og selv hvor menigheden tager del i en sådan messe kan Luther ikke garantere for, at det ikke er andet end brød og vin, man modtager.
Ganske vist afhænger sakramenterne ikke af hverken præstens eller modtagerens tro, men hvor Kristi indstiftelse ændres radikalt, er der ingen garanti for, at man modtager Jesu legeme og blod til syndernes forladelse.